Af Alexander Schultz og Olav Clausen
Der er mange, der taler i kirken. Men der er også nogen, der bærer. Ikke kun stole og salmebøger – men ansvar, stemninger og stilhed. De gør det uden at tage ordet. De gør det, mens de sørger for, at vi andre kan tale.
Vi taler om kirketjenerne.
De står tidligt op, sætter stole frem, tænder lys, åbner dørene og skaber ro. De følger døbeforældre op ad kirkegulvet, sørger for blomster og varme, ordner klokker og kaffe, lytter til stilhed og stemning. Og de gør det, mens de holder lav profil. For sådan er rollen blevet forstået: At kirketjeneren er dér – men ikke for meget. Tilstede, men ikke synlig.
Men hvad nu, hvis det netop er i den diskrete tilstedeværelse, at noget afgørende finder sted?
Bogen "Værtskab – Fremtidens Kirketjener" er vores forsøg på at rette blikket mod dem, der ofte bliver glemt. Bogen bygger på samtaler med 16 kirketjenere fra hele landet. De fortæller om ansvar og samarbejde, faglighed og frustrationer. Om at blive overladt til sig selv – men også om glæden ved at få ting til at lykkes.
Det er ikke en klagebog. Det er en lyttebog.
Vi skrev den, fordi vi i kirken har brug for et nyt blik. Ikke nødvendigvis nye strukturer, ikke nødvendigvis nye stillinger eller titler – men et nyt blik. Vi skal ikke ændre på kirketjenernes opgaver. Vi skal ændre på vores måde at se dem på.
Når man spørger kirketjenere, hvordan de blev introduceret til deres job, siger mange: “Jeg fik bare en nøgle – og så gik det løs.” Det er tankevækkende. Ikke mindst fordi det afslører noget om, hvordan vi som kirke tænker ledelse og faglighed.
Vi siger, at kirketjenere er en vigtig del af kirken. Men vi investerer sjældent i deres oplæring, efteruddannelse eller samarbejdskultur.
En faglighed i det stille
Der er en tavshed omkring kirketjenerens faglighed. Måske fordi den er praktisk. Måske fordi den ikke er akademisk. Men kirketjeneren ved noget om overgang og ritual, om rum og rytme, om sorg og systematik. De ved, hvordan man skaber ro til en bisættelse, uden at sige et ord. Hvordan man flytter stole med værdighed. Hvordan man er der – uden at fylde.
En sagde det sådan: “Jeg er ikke bare én, der bærer ting – jeg skaber stemning.”
Det handler ikke kun om praktisk sans. Det handler om værtskab. Og her bliver det også teologisk.
Hvad er værtskab – og hvem har det?
Værtskab er ikke blot at stille kaffe frem eller byde velkommen. Værtskab er en eksistentiel og åndelig praksis: At skabe rum for den anden. At holde et sted helligt – ikke ved at gøre det utilnærmeligt, men ved at gøre det muligt at være i.
I kirken har vi i mange år talt om fællesskab. Men måske har vi glemt at tale om det, der går forud: At nogen tager imod os. At nogen skaber rammen. At nogen gør plads.
Kirketjeneren er vært. Ikke kun for præsten eller menigheden. Men for selve gudstjenestens mulighed. Derfor har vi brug for et nyt blik – ikke bare en ny stillingsbeskrivelse, men en ny forståelse.
Det myndige menneske i kirken
I bogen beskriver vi også begrebet “det myndige menneske”. Det er inspireret af både teologi og pædagogik. Myndighed handler ikke om magt, men om at stå i sit kald med integritet og viden. At tage ansvar – og tage ordet, når det er nødvendigt.
Her støder vi ind i det lutherske begreb om det almene præstedømme. Alle døbte er præster for hinanden. Det gælder også kirketjeneren. Derfor skal vi ikke kun tale om tjeneste – vi skal tale om faglig myndighed.
Det handler ikke om, at kirketjenere skal “blande sig” i præstens opgaver. Det handler om, at kirken som arbejdsplads må indrette sig, så alle faggrupper bliver lyttet til. At man må kunne sige: “Dette fungerer ikke – her er et forslag.” Det er sundt lederskab.
Tre principper for ledelse i folkekirken
I bogens tredje del skitserer vi tre ledelsesprincipper, som kirker med fordel kan arbejde ud fra:
1. Maksimal delegering – fordi tillid er udgangspunktet for engagement.
2. Myndiggørelse – fordi alle ansatte skal opleve, at deres faglighed er velkommen.
3. Ansvarliggørelse – fordi kirken ikke er en institution med passive udførere, men et fællesskab, hvor vi bærer sammen.
Disse tre principper handler ikke kun om ledere. De handler om, hvordan vi organiserer samarbejdet i kirken – og hvordan vi møder hinanden som medarbejdere og mennesker.
10 forslag til en stærkere faglighed
Bogens sidste afsnit rummer ti konkrete forslag. Her er nogle af dem:
- Lav systematisk og nærværende onboarding af nye kirketjenere
- Skab mulighed for efteruddannelse og netværk
- Etablér samarbejdssamtaler mellem præst og kirketjener
- Anerkend de forskellige arbejdsrytmer – og tal om dem
- Invitér kirketjenere med til at evaluere ritualer og arrangementer
Ingen af disse forslag kræver revolution. De kræver bare, at vi ser anderledes. At vi holder op med at tænke, at kirketjenere “bare passer det praktiske” – og begynder at tale om, hvordan deres arbejde er en bærende del af kirkens liv.
Hvad vil det sige at være en god kirke?
Hvis vi virkelig vil være en kirke med værdi for mennesker i dag, må vi turde spørge: Hvad siger vores praksis om det, vi tror på? Hvad siger vores omgang med ansatte – især de stille faggrupper – om vores syn på fællesskab?
Kirketjeneren er ikke et sekundært personaleled. Det er en faggruppe med ansvar, viden og dømmekraft. Når vi anerkender det, bliver vi en stærkere kirke – ikke bare organisatorisk, men åndeligt.
Så nej – vi skal ikke lave kirketjenerens arbejde om. Vi skal bare begynde at se det. Og tale om det. Og give det den plads, det fortjener.
Kirketjeneren gør kirken mulig. Det er på tide, vi anerkender det – også i praksis.
